“Lidt af hvert fra formanden”
Marts 2022
Jeg sidder ved computeren og ser ud på en helt blå himmel.
Det begynder at lugte af forår.
Langtidsprognosen fra DMI varsler et tørt og lunt forår. Så må vi bare håbe, at de får ret.
Generalforsamlingen d. 10. marts.
Generalforsamlingen, der skulle have været afholdt i januar, måtte udskydes på grund af Corona men kunne endelig afholdes d. 10. marts i Generationernes Hus.
Vi startede traditionen tro med skipperlabskovs tilberedt efter Fredes berømte opskrift.
86 mennesker havde tilmeldt sig til spisning. Der dukkede et par stykker mere op, så vi nåede op på 90 mennesker, hvilket er max. for det antal, restauranten kan klare.
Selve generalforsamlingen blev afholdt i en positiv og konstruktiv tone under kyndig ledelse af vores dirigent Jesper Andersen.
Jeg var på valg som formand, da formanden kun vælges for 1 år ad gangen.
Endvidere var 3 bestyrelsesmedlemmer på valg.
Både formanden og bestyrelsen samt suppleanterne Per Risvang og Allan Mogensen blev genvalgt.
Bestyrelsen består dermed af: Ib Tranberg (formand), Povl Friis (næstformand), Rene Kloborg Jacobsen (kasserer), Ib Holst-Langberg (fartøjsinspektør), Rene Vester (sekretær), Kenneth Meier-Andersen, Hans Sommerlund.
Der var 90 stemmeberettigede deltagere.
Økonomi:
Aarhus Sejlklub er en velkonsolideret klub. Vi fik et overskud på 636.299 kr. i regnskabsåret 2020/2021. Det samlede regnskab kan ses på vores hjemmeside.
Nu er vi jo ikke sat i verden for at generere overskud til nogle aktionærer. Men vi skal have så god en økonomi, at vi har noget at stå imod med, hvis vi pludselig skulle få en stor uforudset udgift.
Den gode økonomi gør bl.a., at vi kan styrke udviklingen af klubben. Vi har således købt en J70, så vi nu har 6 både. Den ene er leaset.
Vi har købt 2 stk. Scankap til Sejlerskolen, så de kan styrke både tursejlads og kapsejlads.
Der er afsat penge til en cheftræner i Ungdomsafdelingen samt en deltids klubtræner (Finn Beton) på tværs af klubben.
Der er afsat penge til nyt klubhus, som vi arbejder på at få realiseret. Der står nu 2.322.351 kr. på en låst konto til dette formål.
Nyt klubhus:
De fleste har nok erfaret, at vores nuværende klubhus er for slidt og for lille i forhold til den aktivitet, som vores 719 medlemmer skaber.
Det er en langsommelig proces at få etableret et fundament for et nyt klubhus. Erfaringer siger 6-10 år.
Som jeg tidligere har sagt, er vi i gang med at ville bygge et klubhus på noget jord, vi ikke ejer – for nogle penge vi ikke har. Hvis vi så heller ikke er enige internt om det, er det svært at sikre fremdrift.
Et af nøglespørgsmålene er: ”Skal vi arbejde ud fra princippet om at få klubben samlet på en fælles lokation”.
Først når det er klaret, er det relevant at tale om placering.
Da der tilsyneladende er lidt forskellige meninger om det, måtte vi tage en timeout og finde ud af, hvordan vi kan få det afklaret.
For snart 3 år siden gennemførte vi nogle samtaler med nogle fokusgrupper. Udsagnene fra disse samtaler har været styrende for den proces, der førte frem til forslaget om at placere et nyt samlet klubhus, hvor Ungdomsafdelingen ligger i dag.
Vi har derfor besluttet at afholde nogle møder for at få verificeret om de udsagn, vi fik dengang, fortsat holder – eller om der skal nogle nye pejlemærker ind i processen.
Køreplanen er derfor følgende:
- Møde med fokusgrupperne d. 4. og 6. april
- Fælles møde for alle medlemmer d. 11. april
- Ekstraordinær generalforsamling, hvor vi beslutter, om vi skal arbejde ud fra princippet om at samle klubben på en fælles lokation. Medio maj
Helhedsplan for havnen.
Kommunen har afsat 750.000 kr. til en visionsproces, der skal køre her i foråret.
Formålet er at få skabt en samlet plan for den videre udvikling af områderne fra Den Permanente hen over vores havn og ind til byen.
I august/september skal byrådet tage stilling til planen.
Den kommunale proces er ikke igangsat endnu. De sidste nye meldinger går på, at det hele bliver forsinket tidsmæssigt.
ASK har imidlertid sammen med HAL haft nogle workshops, hvor der har været arbejdet med vores planer og ønsker, som vi gerne vil have indarbejdet i den samlede plan.
I slutningen af april forventer vi at kunne vise de første ideer til, hvordan vi ser vores område i fremtiden.
Vores pejlemærker for arbejdet er:
- ASK skal sammen med SÅL og HAL m.fl. sikre, at der er arealer og faciliteter til både nuværende og fremtidens sejlsport.
- Vi skal styrke det søsportslige/sejlsportsmæssige præg i lystbådehavnen samt videreudvikle området som et maritimt åndehul for byens borgere.
- Arbejdet skal bygge på dialog – dialog – dialog.
Hvad får klubben til at fungere så godt.
Jeg var for nylig sammen med Line Markert, der er formand for Dansk Sejlunion.
Over en øl spurgte jeg hende, hvad man egentlig siger om ASK i Dansk Sejlunion.
Hun sad lidt og sagde så: ”Ambitiøs – og veldrevet”.
Det er jo en melding, der både kan gøre en formand stolt og samtidig forpligter.
Sådan et renomme er opstået over tid. Det bygger på tidligere formænds og bestyrelsers arbejde samt en utrolig stor indsats af frivillig arbejdskraft på mange områder.
Vi er heldige at have så mange dygtige, hjælpsomme og arbejdsomme medlemmer, at vi i fællesskab har løftet ret store opgaver.
Når andre sejlklubber har meldt fra til at arrangere stævner i sidste øjeblik, har vi løst opgaven.
Ind i mellem ved jeg godt, at det har været lidt for meget. Især september sidste år trak hårdt på ressourcerne. Tak for indsatsen.
Forhåbentlig kommer der lidt mere ro på i år – men det bliver ikke stille. Vi har selv AFI2Star i juni og DM for Spækhuggere og Expres i august. I kan gå ind på Sailing Aarhus og se, hvad der ellers er planlagt.
Skulle der sidde en et sted og tænke over, hvor man kan gøre en indsats, ved vi allerede nu, at der kommer til at mangle folk til baneteam. Så skulle du have mod på det så kontakt enten Kenneth Meier-Andersen (mobil:23358377) eller Povl Friis (mobil:20183351).
Et par kursusaktiviteter.
- Flodskipperbevis d. 09.april. Afholdes sammen med FTFL. Se hjemmesiden
- Uddannelse til DH måler. Formålet er at uddanne DH målere, der kan varetage arbejdet med at måle i klubben eller nærområdet.
2. april kl. 10:00 – 18:00 i Brejning Båd Klub – https://mit.sejlsport.dk/Kursus/Detaljer/a89c5ee9-7b9c-ec11-b400-0022487f8c8e
Det var slut for denne gang – men der kommer helt sikkert en næste gang også.
Ib Tranberg
Formand