“Lidt af hvert fra formanden”

Ib Tranberg.

Da jeg første gang skrev ”Lidt af hvert fra formanden”, nævnede jeg, at der ikke ville komme regelmæssige skrivelser.

Nu er tiden kommet til en kort opdatering.

Visions/helhedsplan:

Den visions- og helhedsplan, som kommunen ønsker at få udarbejdet for området ude fra Den Permanente og indover Lystbådehavnen, skal bygge på involvering af klubber og beboere i området.

Kommunen har afsat 750.000 kr. til, at et arkitekt/konsulentfirma skal gennemføre høringsprocesser osv.

Processen skulle være startet i marts – så blev den udsat til august – og nu taler vi om en gang i efteråret.

I Aarhus Sejlklub vil vi gerne forberede os så godt som muligt for at kunne påvirke de mulige løsninger.

Derfor har bestyrelsen nedsat en arbejdsgruppe bestående af Hans Sommerlund, Joakim Berg, Kasper Frandsen.

Deres opgave er at udarbejde 2-3 scenarier for, hvordan området fra og med vores nuværende klubhus og ud til Sejlsportscentret kan udformes bedst muligt i fremtiden. 

Deres arbejde skal indebære dialog med både medlemmer og interessenter i området.

Det ene scenarie skal indeholde placering af nyt klubhus på de arealer ved Ungdomsafdelingen, som vi hidtil har arbejdet med.

Da placering af klubhus indgår i arbejdet, vil vi først kunne træffe en afgørelse om dette i efteråret.

Deadline for gruppens arbejde er d. 01.07.22. Derefter holder vi sommerferie og tager fat igen til august.

Den store kran:

Der har været nogle situationer, hvor kranen har blokeret, selvom de både, der blev løftet, vejede under 8 tons.

Fejlen ligger i et slidt hovedkabel (el).

Det skal skiftes og er indkøbt. Kranfirmaet skifter kablet så snart, de har tid (inden sommerferien).

Reparationen vil tage ca. 1 dag.

Kranen og området ved kranen er lukket d. 23. juni fra kl. 15.00 og resten af dagen på grund af Ø-løbet.

Trailere:

Antallet af trailere på vores område er fortsat stigende og noget uoverskueligt.

Vi har sammen med Sejlsportscentret, Elite og Talentcentret, Bugten og Havnemyndighederne (Thomas) arbejdet på at finde en løsning.

Det betyder, at vi skal have registreret alle vores trailere, så de kan få en mærkat, der viser, at traileren har lov til at stå på området – samt hvem der ejer den.

Trailere der ikke er registreret, vil blive fjernet med hård hånd.

Har du en trailer stående på området, bedes du inden d. 19. juni påsætte en seddel med navn, tlf.nr. og mailadresse.

Bryggen:

Aarhus Sejlklub ejer Bryggen og får alle indtægter fra gæstesejlerne uden at betale kajmeterafgift til kommunen. 

Til gengæld skal vi stille Bryggen til rådighed for Sejlsportsarrangementer og større events.

Bryggen er reserveret på følgende tidspunkter i den nærmeste fremtid:

  • AFI2Star: d. 10. – 12. juni. 
  • Kranerne i havnen kan forventes i brug både fredag d.10. og søndag d. 12. om eftermiddagen.
  • Danmark Rundt: 15. – 17. juni + 23. – 26. juni
  • EM 49, 49 FX, Nacra: 27. juni – 15 juli.

Nordbryggen (området nord for slæbestedet ved Sejlsportscentret) har Sejlsportscentret som et forsøg lejet i maj, juni, august, september.

Uro på havnen:

Indtil videre har der ikke været nævneværdig uro på havnen. Såfremt det begynder at blive et problem, er kommunen klar til at indsætte et større antal vagter samt få politiet til at patruljere ekstra meget.

Det er vigtigt, at der bliver reageret hurtigt, så tingene ikke eskalerer, som vi oplevede det i perioder sidste år.

Bestyrelsen:

Bestyrelsen holder bestyrelsesmøde d. 21. juni, hvorefter vi holder sommerferie.

Vi vil gerne takke for den store indsats, der bliver udført af alle frivillige. En klub som vores ville ikke kunne fungere uden dette arbejde.

I ønskes alle en rigtig god sommer med forhåbentlig masser af dejlige sejlture.

 Ib Tranberg, formand.