Mindeord Børge Dammand
Den mangeårige, respekterede baneleder Børge Dammand, Aarhus Sejlklub, sov stille ind tirsdag den 6. oktober. Han blev 74 år.
Som juniorleder i den daværende Sejlerskole , blev jeg “lærling” som Kapsejladsleder hos Børge. Han var en af de første, der i Sejlunionen tog sig af den praktiske uddannelse.
Han var meget grundig i sit arbejde, og satte en stor ære i at gøre det perfekt. De samme store krav stillede han til de mange officials, som han kom til at uddanne. Børge satte dermed en meget høj standard for afvikling af kapsejladser og var således med til at gøre Aarhus Sejlklub til et eftertragtet sted at afholde stævner.
Festuge stævnerne, Danmarksmesterskaber, Klassemester mv. var altid i sikre hænder hos Børge.
Han var ligeledes foregangsmand for at få internationale stævner til Århus Bugten. I 1988, var ASK således vært for Danish Olympic Spring Regatta, som nok blev springbrættet til de mange store stævner, som siden op til i dag er blevet afholdt i Aarhus.
Jeg mindes med glæde samarbejdet med Børge og vil på hele Aarhus Sejlklubs vegne takke Børge for det store arbejde han har ydet for sejlsporten.
Æret være hans minde
Niels Bægaard
Aarhus Sejlklub