Niels Bægaard nekrolog
Niels Bægaard har taget sin sidste dommertjans.
Vi kender alle Niels som fast mand på tirsdagsbanen – senest i efteråret 2025.
Her var han med til at lægge niveauet for, at vi sejlede på en fint udlagt DM bane hver tirsdag. En ”træningsbane” der har fostret mange gode sejlere med fine resultater til DM’er og internationale mesterskaber.
Niels var også fremsynet. Han afleverede sin nationale licens for mere end 15 år siden med ordene “der skal nye til”. Men han stoppede ikke med at lave de lokale sejladser, AFI two star, pointsejladser m.m.
Niels var en god chef på dommerbåden, hvor han med sikker hånd styrede begivenhederne ombord med VHF om halsen og pinden med uldsnoren til vindtjek – naturligvis fra fordækket på dommerbåden.
Det var altid lærerrigt og hyggeligt at have dommertjans med Niels som chef.
Niels blev 90 år i foråret 2025. Han var ikke meget for fejring, men da vi fra klubben foreslog at lave en reception sammen med fejring af de unge menneskers resultater for 2025 i august var det fint.
Her fortalte Niels os om hans tilgang til Aarhus Sejlklub.
Niels startede i og blev en af de drivende kræfter i SSA (Sejlerskolen Aarhus) i 1970erne. Med 3 børn var det jo oplagt. Herfra var der gode sejlerkammerater der fik Niels gjort interesseret i at afvikle kapsejladser. Han var på kurser og blev international baneleder m.m.
Niels havde selv en PD26 i mange år. Efterfulgt af sejlads hvert år med en god ven i Sverige.
Familien har mistet en altid nysgerrig og vidende mand, far og bedstefar.
Sejlklubben har mistet et æresmedlem.
Bisættelsen finder sted fra Risskov Kirke lørdag 17. januar 2026 kl 11.00 med sammenkomst efterfølgende i Sognegården.
